Netværket

Alle kommuner kan deltage i det danske Cykelnetværk. Deltagelsen koster 4.000 kr. og netværket afholder møder ca. 2 gange årligt.

Hvad bidrager Cykelnetværket med?
Netværket virker som et fagligt forum for de kommuner, der arbejder med cykelfremmende projekter. Der er ikke tradition for, at kommunerne i Danmark har et tæt samarbejde på sagsbehandlerniveau og netværket skal bl.a. sikre dette samarbejde.

Samarbejdet i Cykelnetværket bidrager bl.a. til:

  • Gensidig inspiration og idéudveksling
  • Formidling af erfaringer
  • Opbygningen af en videnbank (Cykelviden.dk)
  • Kompetenceudvikling
  • Forum for afprøvning af idéer
  • Arrangering af seminarer, workshops og studieture
  • Etablering af et referencegrundlag for afprøvede tiltag over for beslutningstagere, politikere og politi

Lidt om etableringen af Cykelnetværket
Danske kommuner fik gennem en årrække støtte fra staten via trafikpuljen til cykelfremmende initiativer. Med støtten fulgte der en forpligtigelse til at formidle resultater og erfaringer til de øvrige kommuner. I Vejdirektoratet var der i den anledning oprettet et sekretariat, som bl.a. varetog den opgave at evalueringerne af de enkelte projekter blev formidlet ud gennem rapporter, artikler i tidsskrifter eller indlæg på seminarer og kongresser.

De forskellige kurser, studierejser og seminarer, som trafikpuljesekretariatet arrangerede, betød bl.a., at der opstod et fagligt samarbejde mellem de kommune, der havde fået støtte til gennemførelse af cykelprojekter.

I 1999 blev trafikpuljen lukket, og Vejdirektoratets trafikpuljesekretariat blev nedlagt. Dermed blev en sikring af formidlingsopgaverne alene overdraget til kommunerne. Og det faglige forum, der var blevet dannet mellem de enkelte kommuner, var i fare for at forsvinde.

For at sikre fortsættelsen af det etablerede samarbejde og for at sikre at de indhentede erfaringer i de enkelte kommuner blev formidlet videre, blev kommunerne og Vejdirektoratet enige om at etablere et fagligt cykelnetværk.

Vejdirektoratet trak sig ud som sekretariat for cykelnetværket i 2001, og siden er mødetilrettelæggelsen gået på skift mellem de enkelte medlemmer af netværket.

Samarbejdsform
Samarbejdet bygges op omkring to årlige møder, studieture samt løbende gensidig vejledning.

Møderne sker på skift hos medlemmerne af netværket. Dansk Cyklist forbund er sekretariat for netværket og står bl.a. for at udarbejde dagsorden, udsende indbydelser og i det hele taget klare det praktiske ved mødernes gennemførelse. Ud over de to årlige møder forekommer der selvfølgelig indbyrdes besøg i forbindelse besigtigelser af aktuelle projekter.

Det besluttes fra møde til møde hvilke emner, der skal sættes på dagsordenen. Her tages der udgangspunkt fra aktuelle behov. Forud for det enkelte møde fastlægges et hovedtema. Indtil videre har vi haft “samarbejde med virksomheder”, “cykelparkering” og “sikkerhed for cyklister” på som hovedtemaer. Et fast punkt på programmet er “bordet rundt”, hvor deltagerne hver især fortæller om stadet for deres projekter.

Det er nu 9 år siden, at cykelnetværket blev dannet. Lige nu er vi 17 deltagende kommuner, og herudover deltager Dansk Cyklist Forbund som koordinator, sekretariat og udgiver af Cykelviden. Det har i netværket været drøftet, om man skulle optage repræsentanter fra de forskellige firmaer, som tilbyder rådgivning omkring cykeltrafik. Netværket har besluttet, at begrænse kredsen til offentlige myndigheder og til Dansk Cyklist Forbund. Til de forskellige arrangementer vil der dog være mulighed for at invitere ikke medlemmer til at deltage.

Har i fået lyst til at høre nærmere om Cykelnetværket eller er i allerede nu blevet overbevist om fordelene ved at deltage så kontakt undertegnede for yderligere oplysninger.

Med venlig hilsen på vegne af Cykelnetværket

Pablo Celis
Formand for Cykelnetværket
Århus Kommune
Trafik og Veje
E-mail: pace@aarhus.dk
Telefon: 8940 4479