Bag om Bikeability

Det er et af de største forskningsprojekter om cykling i Danmark nogensinde. Men hvad er det egentlig, forskerne har sat sig for at undersøge, og hvorfor?

Politikerne har efterhånden set idéen i at flytte så mange bilister som muligt over på cyklen til gavn for både miljø og sundhed. Desværre har undersøgelser de sidste år vist, at antallet af cyklister er faldende. I 2009 besluttede  Det Strategiske Forskningsråd derfor at investere yderligere i cykelområdet for at vende denne nedadgående tendens.

Bikeability tager udgangspunkt i behovet for nye investeringer og undersøger, hvordan man kan gøre byerne mere cykelvenlige. Hvordan vi kan forbedre byrummet og cykelinfrastrukturen, så flere vil vælge at lade bilen stå til fordel for den tohjulede. Hvordan vi kan bruge midlerne med størst mulig effekt.

Forskernes fire faneblade

Overordnet set fokuserer Bikeability på fire parametre, der kan have indflydelse på byboernes cykelvaner:

a) sociale, kulturelle og demografiske ændringer

b) ændringer i byens struktur fx befolkningstætheden samt antallet og placering af cykelstier

c) forbedringer af infrastrukturen fx nye cykelbroer

d) forbedringer af ruter fx belægning og ’grønne bølger’

Forskerne bag projektet forventer, at projektets resultater vil kunne overføres til andre lande i verden, hvor man arbejder for at forbedre cykelforholdene og styrke cyklismen.

Bikeability-projektet løber til 2014 og udføres af et partnerskab bestående af Københavns Universitet, Syddansk Universitet, Aalborg Universitet, Delft University of Technology i Holland, Kræftens Bekæmpelse og Dansk Cyklist Forbund.

Bikeability er inddelt i fire delprojekter med hver sin indgangsvinkel. Cykelviden.dk vil løbende formidle information om de forskellige delprojekter og ikke mindst deres resultater.

Læs mere på www.bikeability.dk

Kommentarer

2 kommentarer indtil videre. Comments are closed.
  1. Keld Simonsen,

    Hvem står bag projektet? Hvor længe løber det? Hvad har I af penge i perioden, og hvem har spyttet i kassen? Er der websider for hver af de 4 underprojekter?

    • Mai-Britt Kristensen,

      Projektet udføres af et partnerskab mellem KU, SDU, AAU, Delft University of Technology i Holland, Kræftens Bekæmpelse og Dansk Cyklist Forbund. Det er Det Strategiske Forskningsråd, der har givet penge (knap 13. mio. kr.) til projektet, som løber fra 2010-2014. Der findes ikke individuelle hjemmesider for delprojekterne, men du kan læse mere på den engelske hjemmeside på http://www.bikeability.dk.