Veksø udvider på cykelområdet

I årtier har Veksø i Fredericia været den førende producent af cykelstativer og andet byinventar i Danmark, og fra januar 2009 udvider Veksø varesortimentet med både cykelserviceudstyr og rådgivning om fremme af cykeltrafik. Udvidelsen er en naturlig følge af, at firmaet er blevet købt af NRGi, der i forvejen bl.a. ejer TTS, Tecnical Traffic Solutions i Odense.

TTS har gennem de sidste år bl.a. slået sit navn fast gennem udvikling af innovative løsninger inden for cykeludstyr. Fremover vil TTS’ cykelrelaterede byudstyr som cykelbarometer, luftpumper, vandposter, låsesystemer mv. være en del af Veksøs produktsortiment, der i forvejen tæller blandt andet cykelstativer og cykeloverdækninger.

Rådgivning om fremme af cykeltrafik
Udover en udvidelse af byinventarsortimentet træder Veksø også ind på rådgivningsmarkedet. Fra d. 1. november starter Marianne Weinreich som mobilitets- og kommunikationskonsulent hos Veksø. Hun har 8 års erfaring fra en lignende stilling i COGITA, hvor hun har arbejdet med fremme af bæredygtig trafik og mobility management. I Veksø vil hun fokusere på rådgivning om fremme af cykeltrafik.

Marianne har stor erfaring med cykeltrafik fra en lang række europæiske cykelprojekter, Odense Cykelby samt et mangeårigt samarbejde med Frederiksberg Kommune. Derudover er hun uddannet til at certificere danske kommuner efter det europæiske værktøj til kvalitetssikring af cykeltrafik, BYPAD.

Urban Cyclist Solutions
Alt i alt betyder det, at Veksø fra den 1. januar ikke blot tilbyder cykelparkeringsløsninger af høj kvalitet, men skræddersyede helhedsløsninger inden for hele cykelområdet. Veksø vil således i fremtiden med udvidelsen af produktsortimentet, ansættelsen af Marianne Weinreich samt gennem samarbejde med forskellige, dygtige eksterne rådgivere levere rådgivningsydelser indenfor hele spektret af cykelområdet:

  • Kortlægning og kvalitetssikring
  • Strategier, planer og politikker
  • Kommunikation og kampagner
  • Evaluering
  • Fysisk planlægning
  • Trafiksikkerhed
  • EU-fundraising og networking
  • Cykelparkering
  • Belysning
  • Informationsstandere og andet serviceudstyr

Fokus på bæredygtighed og energibesparelse
Med købet af Veksø, der i 2007 selv opkøbte belysningsvirksomheden Lampas, udvider NRGi således sine aktiviteter inden for energibesparende byinventar. Veksøs satsning inden for cyklisme falder også fint i tråd med NRGi’s fokus på miljø og bæredygtighed, idet cykeltrafik er en energibesparende transportform, der både medvirker til at nedbringe CO2-udledningen fra trafikken og fremmer et bedre bymiljø og borgernes sundhed.

Yderligere information om Veksøs produktsortiment kan fås hos:

Palle Poulsen
Chef, Salg & Marketing Support
E-mail: pp@vekso.com