Gratis bycykler i Frederikshavn er en kæmpesucces

I maj 2008 trillede de første bycykler ud i Frederikshavn by. Bycyklerne blev en realitet, da Frederikshavn Havn a/s og Frederikshavn Forsyning a/s sponsorerede i alt 100 Bycykler til glæde for byen og dens gæster.

Udlånsteder i hele byen
Bycyklerne er opstillet ved byens hoteller, på campingpladsen, på lystbådehavnene og ved Turistbureauet. På den måde er byen dækket ind geografisk i forhold til de mange turister, der hvert år gæster Frederikshavn på endagstur eller som sommergæster.

Ikke møntsystem
I modsætning til Bycyklerne i Århus og København har bycyklerne i Frederikshavn ikke møntsystem, hvor man ”trækker” en bycykel for en tyver. I stedet bruges en almindelig cykellås med nøgle. Der ud over er bycyklerne monteret med cykelkurv, bagagebærer og lys.

Udlån af bycyklen foregår ved, at hotelreceptionisten registrerer gæsten på et webbookingsystem og udleverer nøglen. Når gæsten er færdig med cyklen, afleverer hun nøglen tilbage til receptionen. Der opkræves hverken depositum eller leje.

Hvordan er det så gået?
Bycyklerne er blevet taget rigtigt godt imod af såvel turisterhvervene, byens borgere og ikke mindst turisterne. Sommeren igennem har der i gennemsnit været udlånt ca. 50 bycykler om dagen, fortrinsvist til svenskere, danskere, nordmænd og tyskere. Men også newzealændere, amerikanere og italienere tæller godt med i statistikken.

Nu kan vi se turisternes færden i byen
En positiv bivirkning ved bycyklerne har været, at man nu også kan se, hvor i byen turisterne bevæger sig: Palmestranden, byens berømte turistattraktion, med over 90 palmer og ægte sydhavsstemning, samt de rolige og smukke omgivelser i Bangboområdet med dyrehave, botanisk have og blomsterpark.
Men også helt i Skagen, 40 km fra Frederikshavn er der blevet set bycykler. Noget af en bedrift, når man tænker på komfortniveauet på en bycykel.

Få driftsomkostninger
Selve bycyklerne har også stået distancen. Der har været få driftsomkostninger til reparationer og service. Når sæsonen er omme, efter den svenske efterårsferie i uge 44 kommer cyklerne under tag, hvor de serviceres og efterses. Så er de klar igen til påsken næste år.

Fra næste år arbejdes der på at finde flere lokale sponsorer til projektet. Samtidig skal det vurderes om der er behov for flere bycykler og udlånssteder. Endvidere tegner det til at Kommunens sociale projektafdeling kommer til at stå for den daglige service og håndtering af bycyklerne. Park & Vejforsyningen vil fortsat stå for den overordnede koordinering af projektet.

Af Steen Heftholm, Frederikshavn Kommune