See-mi – Gør noget ved højresvingsulykker!

Fra såvel transportbranchen, cyklistforbundets som politikernes side, er der stor efterspørgsel efter en løsning, som reducerer antallet af trafikdrab og tilskadekommende ved højresvingsulykker.

Ideen til See-mi blev skabt, da jeg som opfinder i 2005 selv var ved at blive offer for en højresvingsulykke, men undgik det i sidste sekund.

Cykler skal ifølge loven være udstyret med en refleks foran. I denne refleks har vi monteret vores See-mi teknologi. Når cyklen nærmer sig et kryds med See-mi teknologi aktiveres et advarsels-signal med et billede af en cykel – dette signal er placeret, så det både kan ses af højresvingende lastbiler, varevogne og personvogne.

See-mi systemet er baseret på RFID teknologi. En RFID-tag er placeret i cyklens frontrefleks. Signalet fra taggen opfanges af en antenne under signalpanelet. Se animation eller klip fra TV2 på www.see-mi.dk.

See-mi blev med to installationer testet i et kryds i Skanderborg i juni 2006. Testen var en succes og See-mi fik mange positive tilbagemeldinger.

Efter testen i Skanderborg arbejdede vi videre med See-mi og tester lige nu i Grenaa, hvor vi har 20 installationer i syv forskellige kryds udpeget i samarbejde med det lokale politi i Grenå. Testen har været i gang siden november og har kørt problemfrit. Lige nu tester knap 300 personer See-mi i Grenå. Testpersonerne er fordelt på to hele klasseårgange fra Vestre Skole samt 10 virksomheder i Grenå.

Tilbagemeldinger fra folketingsmedlem Leif Lahn Jensen og forsøgspersoner har bevirket, at systemet løbende er blevet justeret, så både testpersoner og køretøjer får det optimale ud af systemet.

En tilbagemelding hæfter vi os meget ved. Det er en betragtning som går ud på, at alle måske ikke har monteret See-mi refleksen til at starte med. Cykler man med See-mi refleksen kan man jo konstatere, at signalet lyser og at en højresvingende lastbil får en bedre mulighed for at undgå en højresvingsulykke. Samtidig med at signalet blinker, bliver cyklisten også mere opmærksom på højresvingende trafik.

Cykler man derimod ikke med en See-mi refleks lyser signalet jo ikke, hvilket bevirker at man tænker over, at man måske ikke bliver set.

Så selvom man cykler uden See-mi refleksen skærper det også opmærksomheden hos den enkelte cyklist. See-mi systemet har dermed en opmærksomhedskabende effekt både med og uden See-mi på cyklen – hvilket er en vigtig faktor.

De lokale cykelhandlere i Grenå har også den positive oplevelse med See-mi, at kunderne i forbindelse med køb og reparation efterspørger See-mi refleksen.

I forbindelse med en henvendelse fra God Morgen Danmark fik See-mi den udfordring at præsentere teknologien direkte i fjernsynet fra et trafikeret kryds i Københavns morgentrafik. Præsentationen gik rigtig godt og chauffør Per Adsersen, som deltog med en større lastbil, omtalte i et efterfølgende interview systemet meget positivt. Dette og øvrige klip kan ses på www.see-mi.dk.

En teknologi svarende til See-mi er i en rapport fra Havarikommisionen for Vejtrafikulykker vurderet (Højresvingsulykker, rapport nr. 4 2006, s.70) til at kunne forebygge 16 ud af 25 analyserede ulykker, ved fuld udbredelse. Det er det højeste antal forebyggede ulykker ved anvendelsen af alle undersøgte teknologier.

Medieinteressen har været stor og See-mi har været omtalt i radio, fjernsynet, på Internettet og et stort antal trykte medier.

Da vi får mange interessante henvendelser fra udlandet er vores hjemmeside nu også på Engelsk.

See-mi er støttet udelukkende af private midler. Uden et Guldæg på kroner 100.000 fra Sparekassen Farsø, var projektet ikke blevet til noget. Trods gentagne ansøgninger til fonde og lignende er det aldrig lykkedes at få støtte.

Efterfølgende har Mercon A/S arbejdet ihærdigt på at skaffe yderligere kapital til den videre udvikling, hvilket efter et fantastisk benarbejde lykkedes i foråret 2007. Mercon A/S bidrager også med spidskompetancer samt et stort og vidtforgrenet netværk af rådgivere, som man som opfinder meget sjældent kan få adgang til.

Læs meget mere om See-mi på www.see-mi.dk

Er der spørgsmål eller kommentarer, er man velkommen til at skrive en mail på cms@seemi.dk eller ringe på telefon nummer 70 271 281.