Der er noget i luften….

Mange cyklister kender den kvælende fornemmelse af at cykle langs en bilkø i myldretiden og det er lige så usundt, som det føles. Derfor arbejder et hold forskere fra Danmarks Miljøundersøgelser i Roskilde på at gøre det nemt for cyklister at vælge den reneste rute.

Luften i de danske byer er forurenet, men den er ikke lige forurenet alle steder. Det er udgangspunkt for et forskningsprojekt på Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), som skal gøre det sundere at være cyklist. Målet er på sigt at lave et elektronisk vejkort på Internettet. Det skal vise cyklister, hvilken vej de skal køre for at indånde færrest muligt af de sundhedsskadelige gasser og ikke mindst partikler, som luftforureningen består af. Og det er ikke nødvendigvis den samme vej hver dag.

- Man skal først og fremmest undgå de mest befærdede veje. Det gør en virkelig stor forskel, men vind og vejr betyder også meget for, hvor i byen forureningen er størst. På den samme vej kan forureningen eksempelvis være otte til ti gange større i den ene side af kørebanen i forhold til den anden, forklarer seniorforsker Ole Hertel fra DMU og peger energisk på sin computerskærm, hvor en modeltegning af en forurenet gade toner frem. Projektet er endnu kun på forsøgsstadiet og retter sig i første omgang kun mod hovedstaden, men det kan sagtens udbredes til andre byer.

Forurening i blodet
Forskerne på DMU har tidligere samarbejdet med sundhedsforskere fra Københavns Universitet om at dokumentere, hvad luftforureningen betyder for vores helbred. De tog blodprøver af forsøgspersoner, der havde været udsat for forurening og resultatet var klart. Mange af påvirkningerne kunne aflæses direkte i blodet, og antallet af DNA-skader, der er forstadier til kræft, steg tydeligt jo mere forurening forsøgspersonen havde indåndet.

Flere store udenlandske undersøgelser har også dokumenteret en trist sammenhæng mellem luftforureningen og forekomsten af luftvejssygdomme, kræft og blodpropper. Derfor er det ikke for sin egen skyld, at Ole Hertel håber, cyklisterne vil tage rådet om at køre ad den reneste rute til sig. Men man skal bestemt ikke holde op med at cykle af angst for forureningen.

- Det er stadig sundt at cykle. Motionens gode virkninger er med til at beskytte os mod en masse sygdomme. Dem, der sidder inde i bilerne og busserne, indånder også den forurenede luft, men de får bare ingen motion. Og hvis flere folk cykler, falder forureningen jo til fordel for alle, forklarer Ole Hertel.

Tusindvis af beregninger
For at kunne beregne forureningsniveauet i hver enkelt gade har forskergruppen indsamlet utrolige mængder af data om det københavnske vejnet. De skal både vide, hvordan gaderne orienterer sig i forhold til verdenshjørnerne, hvor brede de er, og hvor høje husene langs gaderne er. Det betyder alt sammen meget for, hvordan luftforureningen fordeler sig. Samtidig måler de løbende luftkvaliteten på målestationer forskellige steder i byen.

Målere i gadehøjde måler den lokale forurening, mens en måler på toppen af H. C. Ørsteds Instituttet måler den såkaldte ‘baggrundsforurening’. Det er den forurening, der kommer til udefra nogle gange fra forureningskilder så langt som 1.000 km borte. Alle informationerne puttes ind i nogle avancerede matematiske modeller, og resultatet bliver et ganske detaljeret billede af forureningsniveauerne i hele byen – gade for gade. – De her beregningsmodeller er virkelig state of the art! udbryder Ole Hertel.

Vælg en sund omvej
Forskerne bag kortet er godt klar over, at der er grænser for, hvor stor en omvej, de kan få travle hverdagscyklister til at vælge.

- Vi ved dybest set ikke, hvor lang en omvej folk er villige til at køre for at få en renere rute, men vores udgangspunkt er, at vejkortet ikke må anbefale en rute, der er mere end 20 procent længere end den korteste vej. Men selv en lille omvej kan gøre en stor forskel og med tiden kan kortet måske udvikles, så cyklisten selv vælger, hvor stor en omvej, han vil acceptere, siger Ole Hertel.

En anden relevant indvending mod kortprojektet, som Ole Hertel møder, er, at man da hellere skulle arbejde på at mindske luftforureningen frem for bare at lære folk at køre uden om. Til det svarer han:

- Vi arbejder også på at mindske luftforureningen, men det er en meget kompliceret proces, som tager tid. Derfor er det også vigtigt at folk får mulighed for at beskytte sig selv, så godt de kan, når forureningen er der.

I løbet af de næste par måneder er forskerne på DMU klar med de første resultater fra projektet. De vil give et billede af, hvor meget luftforurening en hverdagscyklist kan spare sig selv ved at vælge en renere rute, men selve det elektroniske kort over København venter endnu på en bevilling.

Tjek luftudsigten
Allerede nu kan du hver dag tjekke, hvor forurenet luften er i forskellige dele af landet på DMUs hjemmeside www.dmu.dk. Her kan du også læse meget mere om luftforurening og hvordan den måles.

Af Lotte Ruby, Dansk Cyklist Forbund
Artiklen er hentet fra næstkommende udgave af medlemsbladet “Cyklister”. Se mere på www.dcf.dk.