Skoler skal op på to hjul

Dansk Cyklist Forbund opfordrer alle landets skoleklasser til at dyste mod hinanden i motionskampagnen Alle Børn Cykler. 101.062 skoleelever er klar til start.

Dansk Cyklist Forbund opfordrer igen i år alle landets skoleklasser til at dyste mod hinanden i motionskampagnen Alle Børn Cykler.

2.300 skoler landet over har fået en invitation til at være med i årets udgave af børnenes egen cykelkampagne Alle Børn Cykler. Det er fjerde gang, kampagnen kører, og hvert år hopper flere og flere børn i sadlen. Sidste år tog 73.000 børn fra 804 skoler udfordringen op og kørte tilsammen så mange kilometer, at de kunne være nået næsten 100 gange rundt om jorden. Det tegner til at blive et rekordår for Alle Børn Cykler. 101.062 børn fra 854 skoler har tilmeldt sig kampagnen.

Sunde og sikre små cyklister
Alle Børn Cykler skal få flere børn til at cykle i hverdagen. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn rør sig mindst en time om dagen, og her er den daglige cykeltur en god start. Sikkerhed i trafikken er et andet nøgleord: Kampagnen giver børnene gode trafikråd – og den giver et alternativ til det osende trafikkaos, der opstår foran mange skoler, når børnene bliver kørt i bil lige til skoleporten. Vi ved, at en del af de børn, der bliver kørt til skole, faktisk gerne vil cykle selv.

Klassedyst på pedalkraft
I Alle Børn Cykler dyster man ikke mod sine klassekammerater, men mod andre skoleklasser. Og man må selvfølgelig gerne cykle sammen med sin far eller mor, hvis man er mest tryg ved det. Der dystes om 23 klassepræmier, som giver fælles oplevelser for eleverne. Jo mere klassen cykler, jo større er vinderchancerne i den landsdækkende lodtrækning. Så det er bare om at træde i pedalerne.

Tilmeldingsfristen var d. 5.juli, men Dansk Cyklist Forbund tager fortsat imod tilmeldinger mod et mindre administrationsgebyr.

læs mere om kampagnen på www.abc-abc.dk.