Cyklistlomme ved vejkryds

Odense Cykelby vil øge trafiksikkerhed med blåmalet cyklistbås.

Først på efteråret etablerede Danmarks Nationale Cykelby en ny foranstaltning som skal øge trafiksikkerheden. Der er tale om en cyklistlomme, hvor cyklisterne kan komme foran bilerne i et lyskryds. På den måde kommer de først igennem krydset, og cyklisterne er mere synlige i samlet flok. Derfor bliver de ikke så nemt overset af bilisterne, og farlige situationer kan undgåes.
- Princippet er brugt i mange af vores nabolande, men løsningen er nu også kommet til Odense i krydset Klaregade/Filosofgangen, forklarer civilingeniør Troels Andersen fra Odense Kommune.

Ingen klager eller konflikter
- Cyklisternes areal er fremhævet med blåt. Stedet er valgt, da der kun kommer en begrænset mængde biler fra et parkeringsområde i bymidten. Samtidig er Klaregade en del af cykelruterne, der passerer igennem centrum.
- Nu afventer vi, hvordan det går med denne cykellomme. Vi har ingen klager og kender ingen konflikter. Med tiden vil vi overveje at placere tilsvarende på andre udvalgte steder, hvor cykeltrafikken er dominerende, fortæller Troels Andersen.