Spiser bilkøer græs?

Spring en køretur over – det aflaster, lyder budskabet i Miljøtrafikuge 2002, som starter lørdag den 14. september.

Børns logik er omdrejningspunktet for Miljøtrafikugen i uge 38. Ved hjælp af børns uskyldige og rammende spørgsmål sættes fokus på folks trafikvaner.
Spiser bilkøer græs, er et absurd spørgsmål for voksne, men for børn er det uhyre logisk. Mange af vores transportvaner er heller ikke altid lige logiske. Vi vælger at sidde i kø på motorvejen frem for at tage toget. Vi tager bilen ind til byen frem for cyklen, selvom vi har svært ved at finde en parkeringsplads. Og vi tager bilen ned til bageren, selvom det er lige så hurtigt at gå – og i hvert fald sundere.
Eksemplerne på uheldige transportvaner er mange.
Trafikministeriets Miljøtrafikuge sætter spot på, hvordan vi hjælper miljøet og vort eget helbred, hvis vi vælger et alternativ til bilen. Sloganet lyder: Spring en køretur over – det aflaster. “Selvom et effektivt transportsystem er en forudsætning for vort moderne samfund, er det ikke til at komme uden om, at trafikken har en række negative konsekvenser for vores samfund. Det drejer sig først og fremmest om de negative virkninger på miljøet i form af luftforurening, udledning af CO2 og støj,” siger trafikminister, Flemming Hansen (K).
Miljøtrafikugen satser kraftigt på lokale initiativer rundt omkring i landets kommuner. Tilmeldinger med lokale initiativer strømmer ind til det centrale Miljøtrafiksekretariat – 61 kommuner og tre amter er indtil videre kommet med.
“Der er ingen tvivl om, at de lokale initiativer vil være med til at give Miljøtrafikugen maksimal opmærksomhed. Det er de lokale borgere, som bedst ved, hvad de kan ændre i deres nærområde,” slår trafikministeren fast.